Præsentation

Bjerregård, Hvide Sande og Søndervig

 

Himmel, hav og fjord – til fri afbenyttelse og glæde… 


www.vesterhavet.dk   www.feriepartner-hvidesande.dk 


Et naturligt valg når I vil glemme hverdagens stress og jag og få ro langt ind i sjælen. Skøn natur og aktiviteter afpasset jeres behov og temperament – på Holmsland Klit har I alle muligheder for at tanke op.

Aqua sports zone

En hel verden af vandsport samlet på ét sted i den nordlige del af Hvide Sande. Lavt, begyndervenligt vand på Ringkøbing Fjord – kombineret med Vesterhavets brænding og gode, stabile vindforhold giver området en enorm alsidighed med optimale muligheder for både: Wind, kite- og paddelsurfere, vandski og wakeboarding, hav- og surfkajakker. Indenfor de forskellige vandsportsgrene udbydes et væld af begynder- og introduktionskurser, så afhængig af vind og vejr kan man altid finde en aktivitet på vandet, om det så er med sejl eller drage, på kabel eller i en kajak.


Beach volley

På stranden ved sydmolen i Hvide Sande er der i sommerperioden opstillet tre Beach Volley anlæg samt et anlæg ved Aqua Sports Zone, som er gratis for alle at benytte.



Orienteringsbane

Orienteringsløb er skattejagt for alle i alle aldre og indbyder til sjov og anderledes motion i den skønne, vestjyske natur. 70 faste poster er fordelt på hav og fjordsiden i Hvide Sande. Orienteringskort kan afhentes på Turistinfor- mationen i Hvide Sande.



Vestkyststien

Fra Nymindegab i syd til Søndervig i nord strækker sig en 40 kilometer lang sti imellem de skønne klitter på havsiden, som indbyder til lange cykel-, gå- eller løbeture. Opstillede borde og bænke langs stien giver mulighed for at nyde frokosten midt i naturen.


Stranden

Det er garanteret ikke hver dag, at gå- eller løbeturen kan byde på salte skumsprøjt, gamle bunkers og hav så langt øjet rækker. Frit tilgængeligt og uden omkostninger. Mulighederne er mange – valget er jeres!



Fiskeri

Hvide Sande Havn er en af Danmarks mest aktive erhvervshavne og en spændende oplevelse året rundt. Tidligt om morgenen losser kutterne fangsten ved auktionshallen, og på hverdage er der fiskeauktion, hvor alle har adgang. Vil I selv fiske, kan dette lade sig gøre fra både stranden, havnen eller molen ved Nordsøen og i Ringkøbing Fjord. Der er også mulighed for at komme på 3, 8, 14 og 20 timers havfisketure samt havnerundfart med en rigtig fiskekutter.


Golf

Holmsland Klit Golf ligger ved Søndervig og er anlagt med spændende huller, der tiltaler såvel den erfarne som den mindre øvede spiller. Her findes også en flot anlagt par 3-bane, som er åben for alle – også for de der blot vil afprøve, hvad det vil sige at spille golf.