Kulturtur i naturen
Thorsminde
Thorsminde er placeret på den smalle tange, hvor Nissum Fjord og Vesterhavet mødes. På museet kan man bl.a. se en række genstande fra den største strandingsulykke ved Vestkysten, som skete i 1811, hvor to store engelske orlogsskibe "St. George" og "Defence" forliste ud for Thorsminde.
Nørre Vosborg
Nørre Vosborg er en unik herregård med 700 års historie bag sig. I 2008 åbnede herregården igen efter flere års restaurering. Nørre Vosborg består af borganlægget, som rummer en række herregårdsstuer, riddersal, konferencelokaler og restaurant samt ladegårdsanlægget.
Husby Klitplantage
Plantagen er beliggende langs Vesterhavet syd for Nissum Fjord. Den giver oplevelsesmuligheder, der varierer fra strand, klitarealer og klithede. Der er anlagt vandre- og cykelruter, ridestier og skovlegeplads. Desuden er der grillpladser ved Skavemosen.
Hjerl Hede
Hjerl Hede består af vidtstrakte heder og egekrat, som omkranser Danmarks største hedesø – Flyndersø. Midt i dette vestjyske hedelandskab finder du Hjerl Hedes Frilandsmuseum, som er et statsanerkendt, kulturhistorisk specialmuseum.
